Shit – der forsvandt min miljørigtige jul!

Så skete det alligevel. Jeg faldt i jule-forbrugsfesten. Jeg modstod ikke ønsket fra min 6-årige dreng, der gerne ville have en fin, lysende snemand med hjem til nisselandskabet – den var jo på tilbud til bare 15 kr.  Og hvad sker der så kort tid efter? Jeg graver lidt i hvor meget affald, vi producer i denne juletid, og finder ud af at affaldsselskabet Affald Plus på Sydsjælland har undersøgt miljøprofilen for lige netop denne lille, uskyldigt lysende snemand.

Sølle 111 gram vejer han, men det sjællandske affaldsselskab har regnet sig frem til, at min lille snemand af plast i løbet af sin tilblivelse i Kina er skyld i, at der er blevet produceret ikke mindre end 1,1 kg affald. Oven i det kommer energiforbruget til selve produktionen og til transporten til den modsatte side af jordkloden. Det kunne jeg jo have sagt mig selv!

Uh, det er ikke altid er let at tage hensyn til miljøet. Og slet ikke til jul, men jeg må tilstå at denne snemand er fuldstændig unødvendig – øv.

Men så må strategien være at råde bod på dette fejlkøb på andre måder. Jeg lover hermed mig selv og alle jer andre, at når denne snemand er færdig med at virke, så bliver den selvfølgelig ikke bare smidt i skraldespanden under køkkenvasken, men leveret i kassen med ”småt elektronik” på min lokale genbrugsplads. Så sørger jeg i det mindste for, at den ikke kommer i den store ovn på Vestforbrændingen, hvor den bare ville bidrage til de mange tons slagger, de hvert år producer, fuld af metaller og andre værdifulde ressourcer.

Heldigvis er der ting, jeg kan gøre, for at bringe min miljørigtige jul tilbage på sporet.

Lyskæden, der så fint pynter ved indgangen, er nu med LED-lys, og jeg er klar med genopladelige batterier til årets elektroniske gaver. På den måde er jeg med til at skåne miljøet for produktionen og behandlingen af en masse engangsbatterier, som vores husstand ellers ville bruge.

Madspild plejer ikke at være et problem, for hos os er vi stor fan af den model, der hedder ”kig i køleskabet – find en rest - og varm den op.”

Rum til forbedring

Hvad angår pakkekalenderen er der stadig rum for forbedring, men i det mindste er der skåret ned på antallet af små ubrugelige dimser, og de små poser, som kalendergaverne ligger i, er genbrug fra sidste år og skal også bruges igen til næste år. Og selvom der stadig er lidt tid til juleaften, kan jeg godt allerede nu afsløre, at der i år er indtil flere familiemedlemmer, der får en oplevelse i gave i stedet for flere ting til at fylde hylderne.

De to ænder, som vi skal spise juleaften, er økologiske, så vi kan sætte tænderne i dem i tryg forvisning om, at de har levet et godt andeliv og spist foder uden sprøjtegift, som belaster naturen og vandmiljøet. Og al den øvrige julemad er også - så vidt muligt - af økologiske råvarer, og det giver god samvittighed.

 At juletræet nok heller ikke i år bliver økologisk er selvfølgelig trist – men jeg sætter en ære i hvert eneste år at spørge efter økologiske juletræer, der hvor vi fælder vores træ. På den måde viser jeg, at der er en efterspørgsel efter økologiske juletræer.

Så alt i alt sider jeg tilbage med en fornemmelse af, at den miljørigtige jul - trods enkelte smuttere - alligevel er nogenlunde i hus. Og klar til nytåret er jeg også – kassen med nytårshatte, parykker og briller fra sidste år står allerede klar.

God jul og godt nytår til alle.

Undskyld, børn …. og børnebørn

Jeg har for nylig haft den noget tvivlsomme fornøjelse at besøge et af Danmarks mest forurenede områder - Høfde 42 på Harboøre Tange ved den jyske vestkyst. Det er her, kemivirksomheden Cheminova og den danske stat i 1950- og 1960’erne dumpede en uoverskuelig mængde af utroligt farlige kemiske stoffer.
 


Her midt i de vestjyske klitter blev giften deponeret med forventning om, at havet nok ville slette alle spor. Resultatet er en ekstremt forurenet grund, som vi i dag bruger tid og penge på at rense og rydde op.

”Forurenet,”står der på skiltet.

Hvad i al verden tænkte de dog på!? Hvor dum har man lov til at være? Men så kom jeg til at tænke på, om mine børn og børnebørn om 50 år vil tænke det samme om os - for det er desværre let at finde eksempler på, hvad de næste generationer kommer til at rystet på hovedet af.

Atomkraft, for eksempel. Her er problemet ikke ”kun” ulykkerne, men også atomaffaldet. Der er stadig ingen, som har et holdbart bud på, hvad vi skal gøre, for at affaldet fra de udtjente atomkraftværker er sikkert opbevaret. Og derfor er der akut fare for, at vi tager nogle beslutninger, som kommer til at skade vores klode og efterlader kommende generationer med en kæmpe atomkraft-regning.

Og i det hele taget er det at deponere affald til vores efterkommere da en pinlig affære. Men det er også pinligt, at vi de sidste 30 år har brændt store mængder af værdifulde ressourcer af i vores kraftværker. Vi har brugt og brugt af klodens ressourcer i stedet for at genanvende dem. Undskyld på forhånd, kære børn og børnebørn, at vi efterlader jer med det problem.

Og så er der vores CO2-udledning, der globalt set bare stiger og stiger. Det skader klimaet og efterlader en lang række problemer til de næste generationer. Klimaforandringer for eksempel. Som verdenssamfund er vi nemlig ikke villige til at ændre vores forbrug eller vores transportvaner - eller bare villige til at betale det, der er nødvendigt for en bæredygtig udvikling. Og jo længere tid vi venter med at skære ned på vores CO2-udledning, jo dyrere bliver det for vores efterkommere. Så undskyld for det også.



Vores energiforbrug er i det hele taget styret af vores behov for her og nu at finde billige løsninger. Vi er ikke villige til at tage de store beslutninger, som er nødvendige for at løse problemet på langt sigt. Globalt set er vi i gang med at tisse i bukserne for at holde varmen.

De danske kraftværker vil gerne sikre vores varmeforsyning med biomasse. Det handler i vid udstrækning om at brænde træpiller af - og med den hast, det foregår lige nu, er der fare for, at vi om 50 år ser nogle katastrofale konsekvenser: Skov, der er fældet, og intensiv dyrkning af træ til at dække vores energiforbrug. 

Prisen for den strategi betales af skovenes vilde dyr og planter, som ikke kan klare sig i intensiv produktionsskov. Og af vores børn og børnebørn, naturligvis, som må se gamle naturfilm for at forstå, hvor rige de store, europæiske skove engang var på vilde arter.

Når vi ikke har travlt med at fælde skove, søger vi efter nye energikilder. Nogle af dem er heldigvis vedvarende som sol, vind og jordvarme, men underligt nok leder vi også med lys og lygte efter endnu en fossil energikilde, nemlig skifergas, selvom det er politisk bestemt, at Danmark skal være fri af fossil energi i 2035.

Her er vi i gang med jagten på en gas, som ligger flere kilometer under jordens overflade,og for at få gassen op, skal man pumpe kemikalier ned i et rør i undergrunden – med alle de risici, det medfører. For eksempel risikoen for at forurene vores grundvand. Og undskyld, børn og børnebørn, for de problemer, det må give jer om en generation eller to. Set fra de vestjyske klitter, hvor fortidens synder er tydeligt markeret med skiltet ”Forurenet,” stod jeg og undrede mig. Hvad er der blevet af forsigtighedsprincippet?

Vi er på vej mod en fossilfri energiforsyning, som skal løse problemerne med CO2- udledning og klimaforandringer. Hvorfor skal vi så den uhensigtsmæssige vej igennem afbrænding af træpiller fra verdens skove og kemikalietung skifergas-produktion?  Er det bare fordi, det er det billigste lige nu og her - selvom det betyder, at vi efterlader den virkelige energiregning til vores børn og børnebørn? Den regning vil jeg også gerne undskylde for.

Alt i alt er der nok overhængende chance for, at vores børn og børnebørn kommer til at stå og ryste på hovedet, ligesom jeg gjorde, og sige: Hvad i alverden tænkte de dog på? Hvor dumme har man lov til at være?

Så derfor, kære børn og børnebørn… endnu en gang undskyld. Undskyld på forhånd!

Forbyd afbrænding af affald, som kan genanvendes

Vi venter på, at miljøministeren løfter sløret for regeringens ressourcestrategi, som skal sørge for, at vi i fremtiden håndterer affald mere hensigtsmæssigt end blot at brænde størstedelen af i vores forbrændingsanlæg, som vi gør i dag. Vi danskere er nemlig europamestre i at producere affald – omkring 800 kilo affald om året pr person - og vi er verdensmestre i at brænde det af.

Det er spild af ressourcer at brænde dem af. Faktisk kan op til 80 procent af det affald  vi brænder af nemlig genanvendes – plast kan blive til nye plast produkter, metal til metal og alt vores madaffald og det andet organiske affald kan blive til biogas, som kan bruges i biler eller boliger.

”Det kan ikke lade sig gøre”, siger affalds-skeptikerne, og minder om, hvordan det gik i Aarhus, da byens borgere i flere år sorterede affald, og det viste sig, at det slet ikke kunne betale sig. Men Aarhus-historien er ti år gammel nu, og en række andre kommuner - Vejen, Herlev og Rødovre blandt andre - har vist, at det ER umagen værd at få borgerne til at sortere deres affald, både det våde affald - som kartoffelskræller og det tørre– plast, metal osv.

For tredive år siden var affald, noget, som hobede sig op på lossepladser over det ganske land, og for at komme det til livs, besluttede politikerne et forbud mod ”deponering af forbrændings-egnet affald”.

I dag deponer vi fem procent af vores affald, og nu er det på tide at holde op med at brænde så meget af til fordel for genanvendelse, men den udvikling kommer ikke af sig selv og kommer slet ikke fra landets forbrændingsselskaber. De satser i fremtiden også først og fremmest på at brænde ressourcerne af, viser en undersøgelse, Danmarks Naturfredningsforening har lavet.

Miljøministeren har allerede sagt, at vi skal sortere mere, genanvende mere og brænde mindre af.  Vi er spændte på, hvor langt ministeren vil gå med sin ressourcestrategi, og håber på, at hun baner vejen for at vi på sigt kan få et forbud mod ”afbrænding af genanvendelses-egnet affald,”, altså et forbud mod at afbrænde metal, småt elektronik, pap, plastic og meget mere, som i dag bliver brændt af. Det ville for alvor gøre op med tredive års afbrænding af værdifulde ressourcer og give vores børn og børnebørn et mere bæredygtigt samfund at vokse op i.

Hvad sker der for el-bilen?

De fleste på min alder kan huske dengang, el-bilen blev introduceret i Danmark i form af en ellert. Det var tilbage i midt firserne, og jeg husker specielt et indslag i TV-avisen, hvor en mærkelig lille bil skulle vises frem, desværre havde bilen lidt startvanskeligheder netop den dag. Jeg husker ikke, om bilen i indslaget rent faktisk kom ud at køre, men indslaget står tydeligt i min erindring, og jeg tænker om det måske er kendetegnende for udviklingen og introduktionen af el-biler generelt.

Selvom jeg nødigt vil indrømme det, så er det ved at være rigtig mange år siden, vi så el-bilen første gang. Dengang forstod jeg ikke rigtig den store sammenhæng til det omkringliggende samfund og syntes det var en grim lille bil, hvor min forholdsvis lange familie ville få svært ved at være i.

Meget er heldigvis sket siden da, og nye el-biler har ramt marked. El-bilerne er ikke længere små grimme biler, hvor ingen dansker over 180 kan have sine stænger. EL-biler i dag er flotte biler med lækker brugervenlighed, hurtig acceleration og gode køreegenskaber. Men det på trods lader den store el-bils revolution vente på sig.

Der er postet penge i udrulning af el-biler til det danske marked. DONG har kastet mange penge efter Betterplace, regeringen har givet bilerne afgiftsfritagelse.  Og senest er der lavet en pulje på 70 mio. til fremme af energieffektive køretøjer. Infrastruktur og ladestandere er ved at være på plads i hele landet – men stadig er der ikke meget salg i el-bilerne.

Alfa-hannernes behov

En lille lumsk tanke har sat sig i mit hoved; Er vi rendt ind i alfa-hannernes behov for en stor bil med meget lyd og mulighed for at imponere damerne? Er det der hunden ligger begravet? Måske er alfa-hannernes betydning overdrevet, men buttom-line er, at jeg efterhånden er overbevist om, at el-bilernes manglende succes har psykologisk karakter. Folk tror simpelthen ikke nok på disse biler, og skrækken for at løbe tør for batteri overskygger det faktum, at over 80 procent af dem, der kører i bil, sagtens kan klare deres daglige forbrug med en el-bil uden behov for opladning undervejs.

Den årlige tur til farmor i Nordjylland behøver heller ikke sætte stopper for el-bilen. Der findes løsninger, og det handler ikke om ’send flere penge’ - men om, at man får etableret en god ordning, hvor el-bilen nemt og hurtigt kan byttes ud med en benzinbil, når turen kræver det.

Hele denne problematik om el-biler får mig igen at tænke tilbage i tiden på dengang CD’er blev introduceret på marked. Det var rigtig mange skeptikere, der ikke syntes at musik kunne være digital. Skepsissen er dog forsvundet i dag, og få på min alder er gået gennem livet uden at eje en CD – lad os håbe det går den samme vej med el-bilerne.

Og noget tyder på det, for da den nye Tesla S elbil blev introduceret i Bredgade for nylig  var det intet latterligt eller pinligt over det – det lignede nærmere en præsentation af Mercedes’ topserie, og den startede da den skulle