onsdag den 9. april 2014

Jeg vil have bilfri søndag tilbage

Selv er jeg  for ung til at huske de bilfri søndage i 1973, men jeg kan godt blive misundelig på jer, der oplevede denne tid.

For at være helt ærlig så kunne det være interessant at få de bilfri søndage tilbage – bare i en periode – for 1970`ernes oliekrise satte fokus på vores energiforsyning, den betød at Danmark fravalgte atomkraft og i stedet satte og turbo på udviklingen af sol og vindenergi.

Så måske er en rask lille energikrise lige præcis, hvad vi behøver, for at komme videre med energibesparelser og mere vedvarende energiforsyning.

EU-støttet kul, olie og atomkraft
Vedvarende energi får ofte skyld for at modtage overdreven statsstøtte. De færreste ved, at EU også støtter produktion af både atom- og fossil energi, som medfører enorme miljøproblemer og skader både klimaet og menneskers sundhed.

I 2011 støttede EU produktion af fossil brændsel med omkring 26 milliarder euro, atomkraft fik 35 milliarder euro, og vedvarende energi fik 30 milliarder, viser tal fra EU-kommissionen

Med det in mente er det på tide, at vi for alvor sætter spørgsmålstegn ved hvad det egentlig er for en energiforsyning, vil have for vores EU-kroner. Energi er en vare der bliver købt og solgt på tværs af grænser, men det betyder jo ikke så meget, så længe Danmark var selvforsynende med energi.

For nylig er billedet vendt og nu er Danmark ikke længere selvforsynende med energi. Efter i mange år at have hentet nok olie og naturgas op fra Nordsøen til at dække vores eget forbrug, må vi nu importere strøm, og det gør os både som borgere og som samfund mere følsomme for storpolitiske magtspil, krige og konflikter.

Rusland og gas-hanerne
Energi er storpolitik, og endnu værre ser det ud, hvis vi tager EU-brillerne på. Hele 60 procent af energien i EU bliver importeret fra de omkringliggende lande – heraf kommer en tredjedel af den importerede energi fra Rusland. Det er jo meget fint, så længe der er fred og fordragelighed østpå, men hvad nu hvis Rusland lukker for gas-hanerne eller sætter prisen op?

Energiforsyningen er helt central for vores samfund, og det er afgørende, at vi fokuser på en langsigtet omstilling og ikke som nu kører i zigzag kurs som en bilist med en promille langt over det tilladte, hvor politikerne det ene øjeblik siger, at Danmark skal være fri af fossil brændsel og det næste øjeblik giver udenlandske firmaer tilladelse til at søge efter en ny fossil energitype, nemlig skifergas, i den danske undergrund.

Det jo ikke er for sjov, at vi skal væk fra olie, kul og naturgas. Det er en nødvendighed, hvis vi skal holde klodens temperatur-stigning under de kritiske to grader.

Og det er heller ikke fordi, vi er ved at løbe tør – lige som vi heller ikke kom ud af stenalderen, fordi der ikke var flere sten.  Det er fordi, vi er blevet klogere i dag og ved, at fossil brændsel skader miljø, sundhed og klima.

Derfor skal vi ikke bruge vores tid og penge på at søge efter skifergas.

Næ, giv mig bilfri søndage tilbage, lad os sammen fokusere på energibesparelser og en omstilling til grøn energi, der ikke låser os fast i forkerte energi-løsninger flere generationer ud i fremtiden.