Så er vi halvvejs gennem december, og for mange mennesker betyder det, at julegaverne så småt er ved at være købt, og planer for juleaften er ved at være på plads. Halvvejs gennem december betyder også, at endnu et klimatopmøde er overstået. Alverdens ledere i pænt tøj har været samlet til de årlige klimaforhandlinger i Doha til COP 18. Endnu engang var verdens fremtid til diskussion, og endnu engang lader resultaterne af de intensive forhandlinger meget tilbage at ønske. Der er nu lagt i ovnen til en global temperaturstigning på 4 grader og måske endda mere.
Jeg er selvfølgelig ked af det ringe resultat, men jeg er endnu mere ked af, at jeg ikke længere kan se, hvem der skal tage ansvaret for klimaet. Det internationale samfund har efterhånden spillet fallit. På den ene side mangler der ikke oplysninger om, hvor galt det kan gå, men på den anden side er ingen parate til at påtage sig ansvaret og se bare en lille smule ud over sin egen andedam. Men når nu vi på internationalt plan ikke kan blive enige, og ingen tør tage ansvar, kan vi så ikke bare gøre noget her i Danmark?
Danmark blev jo netop til COP 18 udpeget som verdens klimadukse, så et eller må vi da gøre godt ? Og jo, jeg synes faktisk, der på nogle områder er sket noget i Danmark. Vi har nogle ambitiøse planer for vedvarende energi, CO2-reduktion og udfasning af fossile brændsler, men når det kommer til stykket, kniber det alligevel med at føre de mange planer ud i livet. Specielt når politikerne kan lugte penge.
Et konkret eksempel er skifergas-udvindingen i Nordjylland. Det er et eksempel på, at vi i Danmark endnu engang forsøger at hive mere fossil energi ud af jorden og samtidig bruge penge og ressourcer på noget, som vi helt grundlæggende har et mål om at stoppe brugen af.
Hvor ligger ansvaret for denne sag, hvem tager aben og får stoppet dette galimatias?
Lige nu ligger den hos kommunen, som forståeligt nok synes, at ansvaret bør ligge hos de ansvarlige ministre og folketing, som i sin gav tilladelse til at sætte disse prøveboringer i gang. Resultatet er, at ingen påtager sig ansvaret og får sat stopper for endnu mere fossil energi.
Hvis det internationale samfund ikke vil påtage sig ansvaret, og vi i Danmark trods gode intentioner har svært ved at få det ført ud i livet, hvem er der så tilbage? Den enkelte borger - Tjaa, den enkelte borger kan selvfølgelig rykke lidt, men det store seje træk skal komme fra de ansvarlige politikere. Det er nu engang dem, der bestemmer på de store vigtige linjer. Den enkelte borger kan så støtte op om de beslutninger, hvor der faktisk bliver taget ansvar for klimaet.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Vi lever i et samfund med markedsøkonomi, som giver en masse individuel frihed.
SvarSletUlempen ved markedsøkonomien er, at den er meget dårlig til at indarbejde hensyn til livsgrundlaget, naturen og miljøet, og produktionsgrundlaget på det længere sigt.
Denne erkendelse er fundamental for at forstå, hvordan vi kan komme videre. Hvis vi vil sikre natur og miljø og vores overlevelse på det lidt længere sigt, så er vi nødt til at regulere markedsøkonomien, få styr på dens dårlige sider, så den ikke undergraver sit eget produktionsgrundlag og vores livsgrundlqag på det længere sigt, hvor sikringen af naturen og dens kredsløb og biodiversiteten er af afgørende betydning.
Ingen - måske bortset fra nogle få "kamikazepiloter" i LA og Venstre - tror på, at markedsøkonomien vil være i stand til at løse de grundlæggende natur- og miljøproblemer. Hvis de skal løses skal samfundet, os, den politiske magt, sætte grænser for markedsøkonomiens skadelige virkninger og give nogle spilleregler for markedsøkonomien, der hindrer den ødelæggende effekter.
Vi står så tilbage med 2 hovedstrategier:
1. "Efter os syndfloden": vi lader som ingenting og forbruger og lever som om intet var hændt, så længe det kan lade sig gøre. Måske kan vores samfundsstrukturer opretholdes 50-100 år endnu, inden naturgrundlaget bryder sammen.
2. Vi regulerer markedsøkonomien, så dens skadelige virkninger for natur og miljø tæmmes.
Kunststykket består i at forene denne regulering med en høj, men ikke uendelig høj, grad af personlig frihed. - Jeg tror godt det kan lade sig gøre. Alle (næsten) alle siger, at den personlige frihed er begrænset af hensynet til omgivelserne, til andre mennesker, til det fælles livsgundlag, naturen. - Så det er i dette spændingsfelt, vi skal agere.
Det er nødvendigt at erkende, at alt det her handler om natur- og miljøpolitik. - Og at DN er en natur- og piljøpolitisk organisation, en interesseorganisation for natur og miljø, der tager udgangspunkt i naturens interesser. - Vi skal ikke falde i nogen af de 2 grøfter: at tro vi kan være upolitiske på den ene side - og få reelle partipolitiske præferencer på den anden side.
Specielt skal vi passe på ikke at blive bonkammerater med de statslige styrelser og kommunale forvaltninger. - Her skal vi også tænke på, at styrelserne, også Naturstyrelsen, stadig er ret prægede af 10 år med en borgerlig regering, der prioriterede natur og miljø lavt.