Det er den moderne måde at gøre det på…

Sådan lød det fra miljøministeren den 4. februar under fremlæggelsen af regeringens nye strategi, der har til formål at minimere affald - eller, som de selv siger: Forebygge mod mere affald.

Affaldsforebyggelse handler om, at alt det, vi i dag kalder affald, ikke skal blive til affald, men til nye produkter. Og så handler det også om, at reducere materialespild i produktionen. Det handler altså kort fortalt om at reducere vores træk på klodens ressourcer og fremme en bæredygtig udvikling.

Da jeg for nogle uger siden blev bekendt med affaldsforebyggelses-strategiens indhold, var det tydeligt for mig, at det var tale om endnu en af de strategier, der rummer en masse fine ord , har al gode intentioner,men ikke kommer med noget, der virkelig batter.

På pressemødet – hvor strategien blev præsenteret – spurgte vi ministeren: Hvorfor er der ikke flere håndfaste virkemidler som eksempelvis pantordninger eller producentansvar? Hendes svar var : ”Dette er den moderne måde at gøre det på”.

Ministeren stod omgivet af ildsjæle og virksomheder, , der allerede gør en indsats for affaldsminimering. Blandt andet var IKEA ogCOOP til stede til pressemødet. Når man står omringet af folk som disse, er det let at på, at virksomhederne nok skal minimere affald af egen fri vilje. Det er nemt at bilde sig selv, at alle er klar til frivilligt at gøre en forskel for bæredygtigheden. Men hvad nu, hvis ministeren havde stået der sammen med virksomheder med en markant dårligere miljøprofil? Så tror jeg, at det ville være helt tydeligt, at frivillighed alene ikke gør det alene.

Et EU-krav
At der skal være en national strategi for affaldsforebyggelse er ikke noget, regeringen selv har opfundet. Det er et krav fra EU, at alle lande skal have en sådan strategi – egentlig skulle strategien have ligget klar i december 2013. Den danske strategi er således blevet forsinket lidt over et år. Og så havde sådan en som mig, i min naivitet, nok håbet på, at når der så endelig kom en strategi, så var det også en med reelt indhold.

Essensen i planen er, at der skal dannes nogle partnerskaber, som skal komme frem til hvilke barrierer, der er for affaldsminimering – vi er altså ikke kommet længere end dertil, hvor vi skal finde barrierer. Jeg troede vi skulle finde løsninger – eller rettere finde ud, hvordan vi får de rette løsninger i spil.

Jeg vil vove den påstand, at der er nogenlunde enighed om, at noget af det, der er med til at forbygge affald, er pantordninger, producentansvar, og afgifter – ikke alt sammen lige populært eller lette løsninger, men vi skal finde ud af, hvordan vi får dem i spil.

Så der sad jeg så igen – utålmodig og urolig på stolen, og det eneste, jeg egentlig kunne gå hjem med, var en erkendelse af, at jeg nok bare ikke er til de ”moderne måder at gøre det på.” Hvis altså man definerer moderne som at vælge ikke rigtig at gøre noget og ikke pege på noget konkret. I mit hoved burde det moderne være at skabe forandring på en effektiv, bæredygtig og konkret måde.