onsdag den 5. november 2014

Kære politikere: Uvidenhed er ikke en undskyldning

Haves:
  • Viden
  • Metoder til at spare på energien
  • Vedvarende energiteknologier
Ønskes:
  • Politisk vilje til at tænke langsigtet
  • Økonomiske prioriteringer
I søndags kom FN’s klimapanel (IPCC) med deres rapport, og der var ikke meget nyt. Endnu en gang blev det understreget, at kloden er i ringe tilstand. Nu kan de bare sige det klarere.

På pressemødet lød det blandt andet:

»Hver gang, der kommer en ny rapport fra IPCC, er budskabet mere præcist og stærkere. Nu er vi kommet til et punkt, hvor nogle af undskyldningerne fra 2009 for ikke at gøre noget ikke længere gælder. Uvidenhed kan ikke længere bruges som undskyldning. Det er en fundamental forskel fra 2009,« sagde Michel Jarraud, generalsekretær i FN’s meteorologiske organisation WMO og fortsatte:

»Om 30 år fra nu kan regeringer og beslutningstagere drages til ansvar for beslutninger, der ikke bliver taget nu, fordi den nødvendige viden er her, så der er ikke længere nogen undskyldning.«

Det kan jo undre, at vi flyver til månen og udvikler avancerede teknologier til krigsførelse. Men vi løser ikke den største udfordring, vi står over for – nemlig klimaforandringerne.

”Mind the gap”
Det er som om, at den viden, vi har, og de handlinger, vi foretager, ikke korresponderer.

Der skal handles på mange niveauer – lokalt, nationalt, i EU og globalt. I Danmark går vi på mange måder foran og viser vejen. Udviklingen af grøn teknologi har givet Danmark et forspring i forhold til andre lande.

Men det er ikke nok, som jeg desværre har hør påstået i den senere tids debat. Vores ’forspring’ er gang på gang blevet brugt som argument (undskyldning) for ikke at iværksætte nye initiativer. Ligesom det har lydt, at der ikke er nogen grund til at stoppe forbrænding af kul og olie, for så er der bare nogle andre lande, der gør det.

I min lysegrønne verden er det helt åbenlyst, at vi selvfølgelig skal blive ved med at gå foran og vise vejen. For hvad er det, vi skal leve af i fremtiden? Det er ikke teknologier til afbrænding af fossile brændsler, der efterlyses på verdensmarkedet. Derimod er det vedvarende energiteknologier og energibesparende løsninger, der er penge i – også i fremtiden.

Så min bøn til jer politikere er: Lad os nu droppe statsstøtte til fossile brændsler. Vi kunne starte med at droppe idéen om, at vi også skal udvinde skifergas til fare for vores natur, miljø og klima. Det er uansvarligt over for klodens dyr og mennesker at sende nye fossile brændsler ud på verdensmarkedet.

FN’s klimapanel understreger igen i år, at jo længere tid vi udskyder den grønne omstilling, jo dyrere lærepenge. Og vi snakker ikke om konsekvenser om 100 år, men om 30. Med IPCC rapporten i hånden er der ingen undskyldning. Handling på klimaområdet er nødvendig – og om 30 år er det for sent.

1 kommentar:

  1. Et spørgsmål trænger sig på. Kan markesøkonomien løse CO2- og andre natur- og miljøproblemer? Svaret er i al sin enkelhed NEJ. For markedsøkonomien er ikke i stand til at indtænke længeresigtede omkostninger for og natur og miljø i varens pris. Her må nationale og internationale indgreb til. Den danske svineproduktion er på ingen måde bæredygtig, når man medtænker de skader på natur og miljø, det intensive landbrug forårsager. - Det burde være sådan, at en vare var jo dyrere, jo mere den belastede miljøet. - Det kan kun sikres ved politiske indgreb, der hævder og påtvinger produktionen disse hensyn.

    SvarSlet